VM 2026: Nye regler, store kontroverser og Spaniens historiske triumf
VM 2026 skulle være den største fodboldslutrunde nogensinde. Det blev den også – på næsten alle tænkelige måder. For første gang deltog 48 nationer, kampene blev spillet på tværs af USA, Canada og Mexico, og hele 104 opgør skulle afvikles, før en ny verdensmester kunne kåres. Turneringen gav plads til ukendte nationer, nye helte og flere kampe end ved noget tidligere VM. Samtidig blev slutrunden præget af ekstrem varme, obligatoriske drikkepauser, teknologiske eksperimenter, politiske indgreb og endnu en lang række diskussioner om VAR og FIFA. På banen sluttede det hele med Spaniens anden VM-titel. Ferran Torres scorede finalens eneste mål i den forlængede spilletid, da Spanien besejrede Argentina med 1-0 i New Jersey. Rodri blev kåret til slutrundens bedste spiller, Unai Simón modtog Golden Glove, Pau Cubarsí blev turneringens bedste unge spiller, og Kylian Mbappé tog topscorerprisen. Men VM 2026 var langt mere end finalen. Det var også turneringen, hvor Kap Verde fik en hel fodboldverden til at drømme, hvor Lionel Messi måske spillede sin sidste VM-kamp, og hvor Donald Trump blandede sig i en disciplinærsag omkring den amerikanske angriber Folarin Balogun. Her får du den store fortælling om VM 2026 – fra det nye format og de omdiskuterede regler til slutrundens bedste spillere, største overraskelser og den historiske finale mellem Spanien og Argentina.
Det største VM nogensinde
Udvidelsen fra 32 til 48 hold ændrede hele VM-turneringens struktur. De 48 nationer blev fordelt i 12 grupper med fire hold i hver. De to bedste fra hver gruppe gik videre sammen med de otte bedste treere, hvilket skabte en knockoutfase med 32 nationer. En kommende verdensmester skulle derfor spille otte kampe i stedet for de syv, der tidligere var nødvendige for at løfte trofæet. Det gav flere lande mulighed for at opleve verdens største fodboldscene. Nationer som Kap Verde, Curaçao og DR Congo fik chancen for at vise sig frem, mens tilskuerne blev præsenteret for spillere og fodboldkulturer, der normalt ikke fylder meget i den europæiske mediedækning. Udvidelsen var på forhånd blevet kritiseret for at kunne udvande niveauet. Ville der komme for mange ensidige gruppekampe? Ville tredjepladsernes adgang til knockoutfasen gøre gruppespillet mindre dramatisk? Og ville 104 kampe ganske enkelt blive for meget? Svaret blev ikke entydigt. Der var kampe med stor niveauforskel, men også flere overraskelser end forventet. De mindre nationer viste, at moderne landsholdsfodbold ikke kun tilhører de traditionelle stormagter. Flere favoritter måtte arbejde hårdere end forventet, og de mange tredjepladser skabte regnestykker og drama helt frem til sidste spillerunde. Samtidig blev turneringens længde en fysisk og mental prøve. Finalisterne skulle gennem otte kampe over en periode på mere end fem uger, ofte med lange flyrejser mellem forskellige tidszoner og markant forskellige klimaforhold. Det var et VM i gigantisk skala – og også et varsel om, at FIFA fortsat ønsker at gøre verdensmesterskabet større.
Hydration breaks blev en fast del af kampene
En af VM’s mest omtalte ændringer var de obligatoriske hydration breaks. FIFA besluttede, at der skulle afholdes en tre minutter lang drikkepause midtvejs i begge halvlege i samtlige 104 kampe. Tidligere blev cooling breaks normalt kun anvendt, når temperatur og luftfugtighed oversteg bestemte grænser, men ved VM 2026 var pauserne en fast del af kampene – uanset om opgøret blev spillet i stærk varme eller under mere behagelige forhold. Begrundelsen var først og fremmest spillernes sikkerhed. Flere værtsbyer oplevede høje temperaturer og stor luftfugtighed, og netop kombinationen af varme, sol og fugtig luft kan gøre det vanskeligt for kroppen at komme af med varmen. Når sveden ikke fordamper effektivt, stiger risikoen for dehydrering, overophedning og hedeslag. Fra et sundhedsmæssigt perspektiv var pauserne derfor svære at argumentere imod. Alligevel blev de diskuteret heftigt. Kritikere mente, at pauserne brød kampenes rytme og gav trænerne mulighed for at afholde to ekstra taktiske møder. I praksis fungerede pauserne flere gange som en slags timeouts, hvor trænerne samlede spillerne, ændrede presspillet og gav konkrete instruktioner. Dermed opstod spørgsmålet: Var hydration breaks kun et sikkerhedstiltag, eller havde FIFA samtidig introduceret taktiske pauser i fodbolden? Nogle fans mistænkte også, at stoppene var attraktive for tv-stationer og sponsorer, fordi de skabte naturlige muligheder for reklamer. FIFA fastholdt, at ordningen handlede om player welfare, men diskussionen forsvandt aldrig helt. Sportsligt kunne effekten ses i flere kampe. Hold, der var presset tilbage, fik mulighed for at reorganisere sig. Momentum blev afbrudt, og trænere kunne rette fejl uden at vente til pausen. Det er derfor sandsynligt, at VM 2026 ikke bliver sidste gang, vi ser faste hydration breaks ved en stor slutrunde. Spørgsmålet er snarere, om de fremover kun skal bruges ved risikable temperaturer, eller om de bliver en permanent del af international fodbold.
Målmandens otte sekunder – en reel straf mod tidsudtrækning
En anden markant regelændring handlede om målmændenes tidsforbrug. Tidligere sagde reglerne, at en målmand højst måtte holde bolden i hænderne i seks sekunder. Reglen blev dog sjældent håndhævet, og målmænd kunne ofte bruge 15 eller 20 sekunder uden konsekvenser. Ved VM 2026 blev reglen ændret. En målmand måtte holde bolden i otte sekunder. Dommeren skulle tydeligt tælle de sidste fem sekunder ned med en løftet hånd. Hvis målmanden fortsat beholdt bolden efter udløbet af tiden, blev modstanderen tildelt et hjørnespark. Det var en væsentligt hårdere og mere anvendelig straf end det indirekte frispark, som den gamle regel foreskrev. Et hjørnespark kan omgående skabe en målchance, og derfor havde målmændene et klart incitament til at sætte spillet i gang. Reglen gjorde samtidig nedtællingen synlig for alle på stadion, så både publikum og spillere kunne følge med. Ændringen blev generelt modtaget positivt. Den fjernede noget af den skjulte tidsudtrækning og gjorde det lettere for dommerne at håndhæve reglerne konsekvent. Til gengæld opstod der stadig diskussioner om, præcis hvornår de otte sekunder begyndte. Var det, når målmanden greb bolden? Når han rejste sig? Eller først, når en modstander var kommet væk? Som med mange nye regler krævede det tilvænning. Men grundidéen var svær at være imod: Spillet skulle hurtigere i gang, og en føring måtte ikke forsvares ved, at målmanden stod med bolden i hænderne i en halv evighed.
VAR og teknologien skabte fortsat debat
VM 2026 benyttede endnu mere avanceret teknologi end tidligere slutrunder. Semi-automatisk offside kombinerede kameraer og data fra bolden for hurtigere at kunne afgøre marginale offsidesituationer. Teknologien skulle reducere ventetiden og gøre kendelserne mere præcise. Men den fjernede ikke diskussionerne. Selv når en spiller teknisk set var offside med få centimeter, diskuterede fans stadig, om reglerne var i overensstemmelse med fodboldens ånd. Mange mener, at en angriber ikke får nogen reel fordel af, at en skulder eller tå befinder sig minimalt foran en forsvarer. Problemet er derfor ikke nødvendigvis teknologien. Problemet er, at teknologien håndhæver en regel med ekstrem præcision, selv når forskellen næsten ikke kan ses med det menneskelige øje. VAR blev også kritiseret for manglende konsekvens. Nogle tacklinger blev gennemgået flere gange, mens lignende situationer tilsyneladende blev ignoreret. Diskussionerne handlede ikke kun om, hvorvidt en kendelse var korrekt, men om hvornår VAR valgte at gribe ind. Ved enhver stor turnering opstår forventningen om, at teknologien skal eliminere fejl. Det kan den ikke. VAR kan rette åbenlyse fejl, men systemet er stadig afhængigt af mennesker, fortolkning og vurderinger. Ved VM 2026 blev frustrationerne forstærket af sociale medier. Klip blev delt uden kontekst, manipulerede billeder spredte sig hurtigt, og AI-genereret indhold blev brugt som ”bevis” for konspirationer om bestemte landshold eller dommere. The Guardian beskrev slutrunden som et eksempel på, hvordan reelle dommerdiskussioner, politisk mistillid og kunstigt produceret misinformation kunne smelte sammen til konstant mistro.
Trump, Balogun og sagen, der rystede turneringens troværdighed
Den største politiske kontrovers opstod omkring USA’s angriber Folarin Balogun. Balogun blev udvist i sekstendedelsfinalen mod Bosnien-Hercegovina og stod som udgangspunkt til karantæne i den efterfølgende kamp mod Belgien. Men sagen tog en bemærkelsesværdig drejning, da USA’s præsident Donald Trump kontaktede FIFA-præsident Gianni Infantino og bad om at få kendelsen undersøgt. Det er vigtigt at skelne mellem organisationerne: UEFA gennemgik ikke og omstødte ikke kortet. Det var FIFA’s disciplinære system, der behandlede sagen, fordi VM er en FIFA-turnering. UEFA var derimod blandt de organisationer, som efterfølgende kritiserede forløbet og stillede spørgsmål ved, om politisk pres havde påvirket afgørelsen. Baloguns karantæne blev udsat, så han kunne deltage mod Belgien. Trump bekræftede selv, at han havde kontaktet Infantino, men afviste, at han havde forsøgt at presse FIFA. Sagen skabte voldsom debat. For hvad sker der med sportens troværdighed, hvis en regeringsleder kan ringe til FIFA-præsidenten og få en konkret disciplinærsag genovervejet? Selv hvis FIFA’s juridiske organer formelt traf beslutningen uafhængigt, var signalet problematisk. Andre nationer ville med rette kunne spørge, om de havde fået samme behandling, hvis deres politiske leder ikke havde en tæt relation til FIFA’s øverste ledelse. UEFA og flere europæiske fodboldorganisationer kritiserede afgørelsen. Modstanderne mente, at FIFA havde skabt en farlig præcedens, hvor politisk indflydelse kunne blive vigtigere end almindelige disciplinære procedurer. Balogun spillede mod Belgien, men USA tabte klart og røg ud. Sportsligt ændrede afgørelsen derfor ikke turneringens slutresultat. Principielt blev sagen alligevel en af VM’s største skandaler. Det er svært at forestille sig, at diskussionen forsvinder hurtigt. FIFA vil fremover blive mødt med krav om større gennemsigtighed, når disciplinære afgørelser ændres eller udsættes.
Politik fyldte mere end nogensinde
VM 2026 viste endnu en gang, at FIFA’s ønske om at holde fodbold og politik adskilt er urealistisk. Donald Trump var synlig gennem hele slutrunden og deltog også ved medaljeceremonien efter finalen. Da han gik på banen sammen med FIFA-præsident Gianni Infantino, blev han mødt af både buh-råb og piften fra dele af publikum. Under medaljeoverrækkelsen sagde Trump ifølge en professionel mundaflæser blandt andet ”You are a champ” og ”Amazing player” til de spanske verdensmestre. Han blev samtidig kritiseret for at blive stående på scenen, mens de spanske spillere gjorde sig klar til at løfte trofæet. For nogle var det blot en uskyldig del af ceremonien. For andre var det endnu et eksempel på, at Trump flyttede opmærksomheden fra spillerne til sig selv. Også hans håndtryk med Spaniens premierminister Pedro Sánchez vakte opsigt på grund af de politiske spændinger mellem de to ledere. VM blev dermed ikke blot en fodboldturnering. Det blev også en scene for diplomati, nationale interesser og politisk iscenesættelse.
Varmen, rejserne og de dyre billetter
Det geografiske omfang blev en udfordring. Kampe blev afviklet fra Mexico City i syd til Vancouver i nord og fra Los Angeles i vest til New York/New Jersey i øst. Afstandene var enorme, og nogle hold måtte flyve flere timer mellem kampene. Det gav kritik af turneringens miljøbelastning, men også af belastningen på spillere og fans. Tilskuerne oplevede høje billetpriser, dyre hotelværelser og omfattende transportudgifter. Det skabte en risiko for, at den almindelige lokale fodboldfan blev skubbet væk til fordel for virksomheder, turister og velhavende internationale gæster. På trods af kritikken var stadionerne ofte fyldte, og slutrunden skabte enorme seertal. Men spørgsmålet er, om et VM stadig er en folkefest, hvis mange fans kun har råd til at følge kampene hjemmefra. VM 2026 blev en kommerciel succes. Det betyder ikke nødvendigvis, at det var en økonomisk succes for dem, der ønskede at opleve flere kampe på stadion.
De små nationer skabte de største historier
Et VM bliver sjældent kun husket for vinderen. Kap Verde blev en af turneringens helt store sensationer. Den lille ønation spillede sig frem til knockoutfasen og udfordrede senere Argentina i en dramatisk kamp. Holdets 40-årige målmand Vozinha blev en af slutrundens mest populære spillere. Han leverede spektakulære redninger, udstrålede ro og udviklede sig fra en relativt ukendt profil til en international fanfavorit. Vozinhas popularitet viste, hvad et udvidet VM kan, når formatet fungerer bedst. Flere kampe gav nationer uden lange VM-traditioner mulighed for at skabe deres egne historiske øjeblikke. For spillere fra de mindre lande kunne en enkelt stor præstation ændre en hel karriere. Det er et af de stærkeste argumenter for 48-holdsformatet. Ja, der kom flere kampe. Ja, kvaliteten var svingende. Men der kom også flere historier, flere fanmiljøer og flere nationer, der kunne føle sig som en del af verdens største sportsbegivenhed.
Spanien og Argentina nåede finalen ad forskellige veje
Finalen var et møde mellem to fodboldfilosofier. Spanien kontrollerede kampene gennem boldbesiddelse, positionering og et aggressivt genpres. Luis de la Fuentes hold kunne angribe tålmodigt, men havde samtidig fart og gennembrudskraft på kanterne. Argentina var mere pragmatisk. Lionel Scalonis mandskab kunne spille med bolden, men accepterede også lange perioder uden den. Holdet var komfortabelt med at forsvare kompakt, vente på fejl og sætte Lionel Messi i de områder, hvor han fortsat kunne afgøre kampene. På forhånd handlede næsten alt om Messi og Lamine Yamal. Den 39-årige argentiner stod over for den unge spanier, som mange betragter som hans naturlige arvtager. Begge er venstrebenede, begge har fået deres fodboldopdragelse i FC Barcelona, og begge har båret nummer 10. Men finalen blev ikke Yamals eller Messis kamp. Den blev Spaniens kollektive triumf.
Læs vores store optakt til VM-finalen her
Enzo Fernández ændrede finalens forløb
Finalen var taktisk og intens, men længe uden mål. Spanien havde mest kontrol og holdt Argentina fra afslutninger inden for målrammen i ordinær spilletid. Messi blev lukket ned af en spansk organisation, der sjældent mistede balancen. Argentina forsvarede sig dog disciplineret, og kampen så ud til at kunne ende i endnu en straffesparksafgørelse. Så modtog Enzo Fernández sit andet gule kort. Udvisningen i begyndelsen af den forlængede spilletid tvang Argentina til at spille med ti mand og gav Spanien endnu mere plads til at flytte bolden rundt. Kort efter faldt afgørelsen. I det 106. minut modtog Ferran Torres bolden og hamrede den forbi Emiliano Martínez. Scoringen blev kampens eneste og sikrede Spanien landets anden VM-titel efter triumfen i 2010. Torres var begyndt finalen på bænken, men endte som hele Spaniens nationalhelt.
Giuliano Simeone blev Argentinas tragiske figur
Finalen kunne have fået et andet udfald. Giuliano Simeone blev sendt på banen i den forlængede spilletid og nåede frem til to store muligheder. Den største kom efter et argentinsk hjørnespark, hvor bolden faldt ned foran Atlético Madrid-spilleren tæt på mål. Han sendte afslutningen over. Kort efter scorede Ferran Torres i den anden ende. Senere fik Simeone endnu en mulighed, men heller ikke den endte i nettet. Efter kampen blev han udsat for massiv kritik på sociale medier, hvor enkelte fans placerede en stor del af ansvaret for nederlaget hos indskifteren. Det er selvfølgelig en brutal og unuanceret dom. Argentina tabte ikke finalen på grund af én spiller eller én afslutning. Spanien havde kontrolleret store dele af kampen, Argentina fik ingen afslutninger på mål i ordinær spilletid, og Enzo Fernández’ udvisning ændrede kampens betingelser. Men fodboldhistorien bliver ofte skrevet omkring enkelte øjeblikke. For Simeone kan de brændte chancer blive blandt de sekunder, han husker resten af livet.
Messi skrev historie – måske i sin sidste VM-kamp
Lionel Messi forlod finalen uden trofæet, men med endnu en rekord. Han blev den første spiller nogensinde til at starte inde i tre VM-finaler. Han var også i startopstillingen mod Tyskland i 2014 og mod Frankrig i 2022. Samtidig blev han den ældste markspiller, der har deltaget i en VM-finale. Cafu nåede også tre VM-finaler med Brasilien fra 1994 til 2002, men han begyndte finalen i 1994 på bænken. Den store ubesvarede historie er nu, om Messi har spillet sin sidste landskamp. Han vandt VM i Qatar og fik dermed det trofæ, der længe blev brugt imod ham i sammenligningen med Diego Maradona. Ved VM 2026 førte han igen Argentina til finalen og blev kåret til turneringens næstbedste spiller. Men kroppen er ældre, og endnu et VM ligger fire år ude i fremtiden. Skulle finalen mod Spanien vise sig at være Messis sidste VM-optræden, var afslutningen bitter – men arven er ikke til diskussion.
Spanien tog næsten alle de individuelle priser
Spaniens dominans blev også afspejlet i de officielle kåringer.
Golden Ball – Rodri
Rodri blev kåret som VM’s bedste spiller. Manchester City-midtbanespilleren var centrum for Spaniens spil. Han kontrollerede tempoet, lukkede rummene foran forsvaret og gav de offensive spillere frihed til at tage chancer. Rodri er ikke altid den spiller, der producerer flest spektakulære højdepunkter. Hans betydning ses i strukturen: Hvor holdkammeraterne står, hvornår bolden skal flyttes hurtigt, og hvornår kampen skal bremses. Med Golden Ball kom han i selskab med nogle af historiens største VM-profiler.
Golden Glove – Unai Simón
Unai Simón blev kåret som turneringens bedste målmand. Spanien indkasserede blot én scoring gennem hele slutrunden, og selvom det også siger meget om forsvaret, leverede Simón sikkerhed i de afgørende øjeblikke. Han var stærk på stregen, rolig med fødderne og modig i feltet.
Bedste unge spiller – Pau Cubarsí
Pau Cubarsí modtog prisen som turneringens bedste unge spiller. Den unge Barcelona-forsvarer spillede med en modenhed, der ikke passede til hans alder. Han var rolig i opspillet, stærk i positionsspillet og frygtløs over for nogle af verdens bedste angribere. Cubarsí viste, at Spaniens succes ikke kun handler om nutiden. Landet har allerede en ny generation, som kan præge international fodbold i mange år.
Golden Boot – Kylian Mbappé
Kylian Mbappé blev turneringens topscorer med ti mål. Frankrig måtte nøjes med fjerdepladsen efter den kaotiske bronzekamp mod England, men Mbappé var igen blandt slutrundens mest afgørende offensive spillere. FIFA’s øvrige hovedpriser gik til Lionel Messi som Silver Ball og Silver Boot, mens Jude Bellingham modtog Bronze Boot. Holland vandt turneringens Fair Play-pris.
VM 2026’s bedste startopstilling
Der vil altid være uenighed om et drømmehold, men følgende 11 spillere satte et særligt stort aftryk på slutrunden:
Målmand: Vozinha – Kap Verde
Turneringens største overraskelse. Vozinha blev Kap Verdes folkehelt og leverede præstationer, der gjorde ham kendt langt uden for hjemlandets grænser.
Højreback: Pedro Porro – Spanien
Tottenham-backen leverede mål, assists og konstant offensiv energi. Han var afgørende i Spaniens gennembrudsspil fra højre side.
Midterforsvar: Dayot Upamecano – Frankrig
Upamecano kombinerede fysisk styrke med fart og ro på bolden. Frankrigs fjerdeplads ændrer ikke ved, at han var blandt turneringens stærkeste forsvarere.
Midterforsvar: Aymeric Laporte – Spanien
Laporte var lederen i et spansk forsvar, der næsten ikke tillod mål. Hans erfaring og evne til at spille gennem modstandernes pres var central.
Venstreback: Marc Cucurella – Spanien
Cucurella dækkede enorme områder, pressede aggressivt og bidrog offensivt. Han blev et symbol på Spaniens energi.
Central midtbane: Rodri – Spanien
Turneringens bedste spiller og den vigtigste årsag til, at Spanien kunne kontrollere stort set alle typer kampe.
Central midtbane: Enzo Fernández – Argentina
Udvisningen i finalen blev en smertefuld afslutning, men gennem turneringen var Enzo Fernández blandt Argentinas vigtigste spillere med mål, løbekraft og lederskab.
Central midtbane: Jude Bellingham – England
Bellingham scorede syv mål og var Englands mest markante profil. Hans fysiske styrke, timing og evne til at komme ind i feltet gjorde ham ekstremt vanskelig at kontrollere.
Højre angreb: Lionel Messi – Argentina
Messi var stadig manden, Argentina søgte i de vigtigste øjeblikke. Han skabte mål, satte rekorder og førte sit land til endnu en finale.
Venstre angreb: Kylian Mbappé – Frankrig
Ti scoringer og Golden Boot. Mbappé var slutrundens mest eksplosive individualist og leverede flere mål på højeste niveau.
Angriber: Erling Haaland – Norge
Haaland førte Norge til landets bedste VM-resultat nogensinde. Hans fysik, dybdeløb og afslutninger gjorde ham til en konstant trussel.
Læs hele plbolds.dk artikel om VM’s drømmehold
👉 Tryk her
Rekordstore præmiepenge
VM 2026 var også rekordernes turnering økonomisk. FIFA fordelte en samlet præmiepulje på omkring 5,9 milliarder kroner mellem de 48 deltagende nationer. Spanien modtog omkring 347 millioner kroner for VM-titlen, mens Argentina fik cirka 231 millioner kroner for andenpladsen. Selv de nationer, der røg ud i gruppespillet, modtog betydelige beløb til deltagelse og forberedelse. De større præmier blev blandt andet begrundet med turneringens øgede rejse- og opholdsomkostninger. Pengene understreger samtidig, hvor stort et kommercielt produkt VM er blevet. For et mindre fodboldforbund kan VM-deltagelse forandre økonomien i mange år. For de største nationer er præmierne betydelige, men fortsat kun en del af de samlede indtægter fra sponsorater, merchandise og kommercielle aftaler.
Hvad vil vi huske VM 2026 for?
VM 2026 vil blive husket for Spaniens kontrol, Ferran Torres’ finalemål og Lionel Messis mulige afsked. Det vil blive husket for Rodris dominans, Mbappés mål, Haalands norske eventyr og Vozinhas utrolige rejse med Kap Verde. Men turneringen efterlader også spørgsmål:
Var 104 kampe for mange? Var de obligatoriske drikkepauser et nødvendigt sikkerhedstiltag eller begyndelsen på taktiske timeouts? Gjorde VAR fodbolden mere retfærdig, eller skabte den bare nye typer frustration? Og hvordan kunne FIFA ende i en situation, hvor en siddende amerikansk præsident kontaktede organisationens præsident om en konkret udvisning? VM 2026 beviste, at fodbolden stadig kan skabe fortællinger, ingen manuskriptforfatter kunne have opfundet. Samtidig viste turneringen, hvor tæt moderne topfodbold er forbundet med politik, teknologi og gigantiske økonomiske interesser. Spanien stod tilbage som den rigtige verdensmester. Luis de la Fuentes hold var det mest komplette, mest stabile og bedst organiserede gennem turneringen. Holdet indkasserede næsten ingen mål, kontrollerede finalen og fandt afgørelsen, da Argentina var allermest sårbart. Det var Spaniens anden VM-titel – men måske begyndelsen på en ny æra. For med Rodri som leder, Lamine Yamal som offensiv superstjerne og Pau Cubarsí som repræsentant for næste generation kan Spanien meget vel dominere international fodbold i flere år. VM 2026 er slut. Diskussionerne er kun lige begyndt.
Køb Spaniens VM-trøjer
Se de nyeste spanske landsholdstrøjer og bliv klar til at fejre verdensmestrene.
👉 https://fodbolddrips.dk/landshold/spanien
Køb Argentinas VM-trøjer
Se Argentinas ikoniske lyseblå og hvide landsholdstrøjer.
👉 https://fodbolddrips.dk/landshold/argentina
Se højdepunkterne fra VM-finalen
Se målet fra Ferran Torres, Enzo Fernández’ udvisning og de største situationer fra finalen mellem Spanien og Argentina.
